FAQ

CO-industri er en forkortelse for Centralorganisationen af industriansatte i Danmark. Det er et kartel, der har ni fagforbund som medlemmer, og som er gået sammen om at forhandle Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst. CO-industri dækker nemlig langt hovedparten af lønmodtagerne inden for industriområdet i Danmark – både timelønnede og tekniske og administrative funktionærer.

Forbundene er 3F Industri, Dansk Metal, HK Privat, Teknisk Landsforbund, Dansk El-Forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet, Serviceforbundet, Dansk Jernbaneforbund og Malerforbundet.

CO-industri forhandler og vedligeholder industriens overenskomster med Dansk Industri (DI) som modpart på arbejdsgiversiden. Disse overenskomster gælder direkte for cirka 6.000 virksomheder og omfatter cirka 230.000 medarbejdere.

Ud over forhandlinger af overenskomster løser CO-industri sager og rådgiver om blandt andet løn, uddannelse, samarbejde, bestyrelsesarbejde og arbejdsmiljø.

De ni medlemsforbund af CO-industri er tilmeldt med i alt 229.308 medlemmer (pr. 1. januar 2024).

Forbundene er 3F Industri, Dansk Metal, HK Privat, Teknisk Landsforbund, Dansk El-Forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet, Serviceforbundet, Dansk Jernbaneforbund og Malerforbundet.
 

En overenskomst er en kollektiv aftale mellem en fagforening (eller flere) og en arbejdsgiverforening, der fastsætter løn- og arbejdsvilkår. Fagforeningerne repræsenterer lønmodtagerne, mens arbejdsgiverforeningerne repræsenterer virksomhederne.

I Danmark fastsættes lønnen ikke af politikerne gennem lovgivning, men gennem de kollektive overenskomster. Desuden regulerer overenskomsterne en række forskellige parametre i arbejdslivet og ansættelsesforholdet:

• Løn, diverse tillæg, betaling for eksempel for overarbejde, løn under sygdom m.m.
• Indbetaling til arbejdsmarkedspension
• Om man skal have løn under barsel, fædre- og forældreorlov og i hvor lang tid
• Ugentlig arbejdstid
• Visse regler for opsigelse 
• Feriefridage 
• Rettigheder til efteruddannelse
• Tillidsrepræsentanternes rettigheder

… og mange andre bestemmelser

Nogle ansættelsesvilkår er fastlagt af love og regler, som er vedtaget i Folketinget. Det er basale rettigheder på et minimum og gælder for eksempel: Funktionærloven (ansættelse, opsigelse), Ferieloven (ret til 5 ugers ferie), Arbejdsmiljøloven (sikkerhed, arbejdsmiljø).
 

Overenskomstforhandlingerne starter og slutter hos det enkelte medlem i forbundene. Det er nemlig medlemmernes overenskomster.

Det begynder med, at medlemmerne stiller forslag til forbedringer i overenskomsterne. Det sker på forskellige måder i de enkelte forbund. Nogle steder kan man skrive ind med sine forslag. Andre steder sker det på medlemsmøder og generalforsamlinger i lokalafdelingerne. Fælles for dem alle er den demokratiske proces, der sikrer, at alle har muligheden for at komme med forslag til forbedringer. 

Inden de egentlige forhandlinger går i gang, har tillidsrepræsentanter på industriens område mulighed for at møde CO-industris formand og næstformand, hvor de kan gøre deres indflydelse gældende ved at stille spørgsmål og tale varmt for de forslag, som de brænder mest for.

Når forhandlingerne er slut, har medlemmerne det sidste ord. Det sker, når overenskomstaftalerne bliver sendt til afstemning hos medlemmerne.

Cirka et år før en overenskomstfornyelse går medlemmerne i gang med at drøfte forslag til den kommende overenskomstfornyelse. Det sker gennem en grundig demokratisk proces, hvor ønskerne til overenskomstfornyelsen bliver drøftet på arbejdspladser, i lokalafdelinger og forbund.

Det kom der 548 forslag ud af til OK23. 

Claus Jensen og Mads Andersen er henholdsvis formand og næstformand for CO-industri, der er forhandlingsfællesskabet for ni medlemsforbund, og som til sammen har industriens overenskomster. Det er de to, som sidder over for de to topforhandlere fra Dansk Industri, når forhandlingerne kører. 

Claus Jensen og Mads Andersen kommer fra de to største medlemsforbund i CO-industri – henholdsvis Dansk Metal og 3F Industri og er valgt af de øvrige medlemsforbund til at stå i spidsen for CO-industri og dermed også være de to, der sidder i forhandlingslokalet med Dansk Industris to forhandlere.

Claus Jensen og Mads Andersen er i øvrigt valgt af medlemmerne i deres forbund til at være formænd for Dansk Metal og 3F Industri. De har begge mange års erfaring som forhandlere og med fagligt arbejde, hvor Claus Jensen startede som tillidsrepræsentant på Lindøværftet og Mads Andersen som tillidsrepræsentant på Codan Gummi.

Det betyder ikke, at de to bestemmer alt omkring forhandlingerne. For det første er det forslagene fra medlemmerne af de ni medlemsforbund, som de har med til forhandlingsbordet. Og for det andet sidder en lang række forhandlingsudvalg lige bag dem med repræsentanter fra alle medlemsforbund, som har stor indflydelse undervejs i hele forhandlingsforløbet.

Industriens overenskomster er gennembrudsforliget, og det betyder, at industrien forhandler først og dermed lægger linjen for forhandlingerne på det private område, der følger efter. Det gælder for eksempel byggeri, transport, restauration og handel, som tager udgangspunkt i aftalen på industriens område og læner sig op ad resultaterne her.

Mange af forbedringerne fra industriforliget vil man sikkert gerne have med i andre overenskomster også, men der er mulighed for at tilpasse bestemmelserne, så de passer til ens egen overenskomst eller at udnytte den økonomiske ramme fra industriforliget til at indføre andre forbedringer.

Forbedringerne fra industriforliget og den generelle økonomiske ramme vil også gavne i brancher, som kan have svært ved at sikre sig forbedringer på egen hånd. Det kunne gælde eksempelvis i detailhandlen, rengøringsbranchen eller inden for hoteller og restauration. Dette hænger dog også sammen med sammenkædningsreglerne.

Danske industrivirksomheder lever i meget høj grad af eksport og skal konkurrere med udenlandske virksomheder. Derfor lægger gennembrudsforliget – industriens overenskomster – en økonomisk ramme, der sikrer virksomhedernes konkurrenceevne, så vi bevarer indtjening og job i Danmark.

Samtidig er industrien som branche så bred og mangfoldig, at den giver et bredere og mere repræsentativt billede, som andre kan læne sig op ad – uanset om det er fiskeindustrien, plast- og procesindustri, jern og metal, elektronikbranchen, lufthavnsansatte, postvæsenet m.fl.

Industriens overenskomster er der desuden ni FH-medlemsforbund, der står bag. Det er unikt for det private arbejdsmarked og sikrer bredden i det forlig, som mange andre ”arver” fra.

Sammenkædning eller sammenkædningsreglerne betyder, at alle overenskomstaftaler på det private område bliver samlet i én afstemning.

Sammenkædningen af alle overenskomster i ét stort mæglingsforslag betyder, at det er det samlede resultat af urafstemningen, som er afgørende for, om alle overenskomster bliver vedtaget – eller bliver forkastet.

Med sammenkædning sikrer vi, at løn og arbejdsvilkår ikke bliver trukket fuldstændigt skæve, som vi ser i andre lande.

Sammenkædningen betyder nemlig, at selv de mindste forbund og overenskomstområder kommer hjem med en god løsning, hvis de har en arbejdsgiverorganisation, som ikke er til at hugge eller stikke i. Så kan de blive samlet op i et samlet mæglingsforslag.

Når vi i Danmark har valgt at stemme sammen om overenskomsterne, skyldes det en høj grad af solidaritet med de brancher, hvor man ikke har en stærk organisering. Ellers ville de risikere at blive efterladt på perronen, og at dårlige løn- og arbejdsvilkår ville blive mere udbredt.

Derfor er sammenkædning solidarisk – og faktisk også meget demokratisk, fordi flertallet og de stærke sikrer, at alle kommer i hus med en ordentlig løsning.

Sammenkædning er en del af forligsmandsloven og har været kendt siden 1934.

Det sker en sjælden gang imellem, at et samlet flertal af medlemmerne – eller arbejdsgiverne – stemmer nej. 

Seneste gang med storkonflikt på det private arbejdsmarked var i 1998 med strejker og lockout. Fagbevægelsens medlemmer strejkede, blandt andet fordi de ikke havde fået indfriet ønsket om en 6. ferieuge. Nogle kan måske huske det som ”gærkonflikten”, fordi mange hamstrede gær for at kunne bage brød, hvis butikkerne løb tør.

Når der er storkonflikt, må parterne se, om de kan finde en ny løsning, som kan stemmes hjem. De kan forsøge at finde en løsning selv, eller også kan forligsmanden indkalde parterne til forhandling i Forligsinstitutionen. 

Er det umuligt at finde en løsning, kan det i sidste ende betyde, at den siddende regering vælger at gribe ind og fremsætte et lovforslag, der forlænger overenskomsterne eventuelt med nogle af de forbedringer, som var aftalt i forhandlingerne mellem overenskomstparterne, og som måske lå i forligsmandens mæglingsskitse (forslag til nye overenskomster). I 1998 greb regeringen ind efter 11 dage og fremsatte en lov, der samlede flertal i Folketinget. Loven indebar ikke den 6. ferieuge. Den kom først ind i overenskomsten i 2000, da man forhandlede sig frem til den mellem arbejdstagere og arbejdsgivere.

I de danske overenskomster har vi grundlæggende to lønsystemer: Minimalløn og normalløn. Omkring 80 procent af det private arbejdsmarked har et minimallønssystem. Det gælder også i industriens overenskomster, hvor CO-industri og Dansk Industri aftaler en mindstebetalingssats i Industriens Overenskomst. Det er den timeløn, som arbejdsgiveren som minimum skal betale, når virksomheden har overenskomst. Den endelige løn bliver så aftalt på virksomhederne.

Der er nemlig stor forskel på de enkelte virksomheders økonomi, hvilket passer godt sammen med minimallønsystemet, så den økonomiske udvikling i virksomheden også afspejler sig i lønudviklingen. Her er der adgang til lokal lønforhandling. Det kan ske individuelt, kollektivt og gennem tillidsrepræsentanten. Forudsætningen for minimallønssystemet er, at virksomheden vurderer den enkelte medarbejder og tager behørigt hensyn til for eksempel medarbejderens dygtighed, uddannelse, erfaring og indsats i fastsættelsen af den endelige løn. 

På en normallønsoverenskomst, som man blandt andet kender fra transportområdet, aftales lønstigningerne en gang for alle ved den centrale forhandling. Alle kommer altså til at stige lige meget, og stigningen er lagt fast for de år, som overenskomsten gælder – for eksempel tre år.

Derfor kan man også opleve, at en normallønsoverenskomst, når den er forhandlet på plads, lyder til at give mere procentvis. Men her skal man altså huske på, at lønstigningerne på minimallønsoverenskomsterne kommer fra den lokale lønforhandling bagefter og skal lægges oven i.

Fritvalgskontoen er en del af industriens overenskomster. Din arbejdsgiver indbetaler 9 procent oven i din normale løn til din konto. 

Fra fritvalgskontoen kan du selv vælge, om du vil have udbetalt pengene eller spare dem op til din pension. 

Du kan vælge at få udbetalt et beløb fra fritvalgskontoen i forbindelse med afholdelse af søgnehelligdage, overenskomstmæssige fridage, ferie, feriefridage, børneomsorgsdage, børns lægebesøg eller barns 2. hele sygedag.

Hvis du er senior og har fem år tilbage inden din folkepensionsalder, kan du vælge at holde fri gennem dine seniorfridage for pengene på fritvalgskontoen, hvis du aftaler det med din arbejdsgiver.

Tillidsrepræsentanten er talsperson for sine kolleger på arbejdspladsen og taler deres sag over for ledelsen. Det sker for eksempel i forhandlinger med ledelsen om lokalaftaler, herunder den lokale løndannelse, hvor tillidsrepræsentanten har mandat til at indgå aftaler for medarbejderne. Men tillidsrepræsentanten har også indflydelse på emner som ansættelser, afskedigelser, overarbejde m.m.

Tillidsrepræsentanten forelægger forslag, henstillinger og klager fra medlemmer af forbund under CO-industri for ledelsen. Tillidsrepræsentanten er valgt demokratisk af kollegerne på arbejdspladsen.

Både tillidsrepræsentanten og virksomhedens ledelse har pligt til at fremme et roligt og godt samarbejde – både over for deres organisationer og mellem de lokale parter på virksomheden.